Nyheder

Kommunister lukker Christiansborg

Natten til torsdag lukkede EU, med hjælp fra de unge i Kommunistisk Parti, det danske Folketing og en række rådhuse landet over.

Da Folketingets medlemmer og lokalpolitikerne i landets to største byer skulle møde ind torsdag morgen, blev de mødt med bannere, der spærrede indgangene og bekendte, at det danske demokrati nu er en ”EU-kontrolleret zone”.

Det var Kommunistisk Partis unge, der havde hjulpet EU med afspærringen. Det skete samtidig med, at folketingspolitikerne var i gang med at behandle EU's finanspagt.

”Når politikerne på Christiansborg ratificerer EU's finanspagt, siger vi reelt set farvel til retten til at bestemme over vores eget lands økonomi og velfærd” siger Fanny Krebs fra Kommunistisk Parti og fortsætter: ”Vi vil ikke stiltiende acceptere at regeringen og EU overflødiggør de danske demokratiske institutioner. Derfor spærrede vi i nat porten til Christiansborg og landets største rådhuse med bannere som, hvor der er skrevet EU-kontrolleret zone.

De unge kommunister mener, at finanspagten allerede nu har fået store konsekvenser for dansk politik.

”Socialdemokraterne og SF kom til magten på løfter om at sætte den danske økonomi i gang med en kickstart. Den kickstart bliver ulovlig med finanspagten, og de tusindvis af job, som den ville have skabt, bliver aldrig til noget,” fortæller Benjamin Carl Egerod fra Kommunistisk Parti. ”Finanspagten binder både den danske stat og kommunerne til at føre en permanent nedskæringspolitik – den vil betyde højere arbejdsløshed og dårligere velfærd så langt øjet rækker. Socialdemokraternes og SF's løftebrud er ikke betalingsringen – det er finanspagten!” siger Benjamin Carl Egerod.

Kommunistisk Parti opfordrer de danske politikere til at rive bannerne ned og tage det danske demokrati tilbage.

”I dag er op i mod 100.000 unge danskere arbejdsløse, og vores uddannelser er hårdt ramt af nedskæringer. Hvis vi skal bekæmpe det, må vi sige nej til EU's finanspagt, så vi kan investere i arbejde og velfærd, som regeringen lovede” siger Fanny Krebs. ”Men for Helle T. & Co. er det øjensynligt vigtigere at tilgodese Europas rigeste og mest magtfulde mennesker, end at forsvare den danske befolknings ret til selv at bestemme hvordan det danske samfund skal indrettes. Det er på tide, at politikerne tager retten til at styre vores land tilbage fra Bruxelles!” slutter hun.

FØLG OS PÅ

Kommunistisk Parti | Ryesgade 3F | 2200 København | Tlf. 35 35 60 69 | unge@kommunister.dk | www.kommunister.dk